Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Skattekisten

Vores hverdag består af faste rutiner, som børnene kan genkende fra dag til dag. Det skaber tryghed hos de små, at de altid ved, hvad der skal ske.

Vi har ugeplaner for de aktiviteter, vi laver med børnene, og aktiviteterne foregår som udgangspunkt i små børnegrupper og med udgangspunkt i hver enkelt børnegruppes alder og behov. På den måde kan vi være nærværende over for hvert enkelt barn og understøtte børnenes udvikling lige der, hvor de er.

Vi er rigtig glade for at være udenfor, og som udgangspunkt kommer alle børn udenfor hver dag.

Morgen

Vi åbner alle hverdage kl. 7, og den første time af dagen, hvor der ikke er så mange børn, er vi samlet i vores fællesrum på tværs af stuerne.

Her tilbyder vi morgenmad indtil kl. 7.30 til de børn, som ikke har spist hjemmefra eller er sultne igen.

Morgenen går med rolig leg og hygge, og omkring kl. 8 fordeler vi os ud på vores egne stuer.

Formiddag

Ude på stuerne fortsætter legen, og ved 9-tiden spiser vi formiddagsmad og holder morgensamling, hvor vi synger sange og taler om, hvad dagen skal gå med.

Vi bruger piktogrammer og billeder af børn og voksne til at tale med børnene om, hvilke børn der skal lave hvilke aktiviteter, så børnene lettere forstår, hvad der skal ske, selvom de ikke alle har sprog endnu.

Formiddagen går med pædagogiske aktiviteter i små grupper. Aktiviteterne kan være alt fra krea, rytmik og leg indenfor til en tur ud i nærområdet eller leg på vores legeplads. Alle stuer har en fast kreadag og en fast turdag, og så har vi ugentlig minirytmik og storebørnsrytmik på tværs af stuerne.

Frokost

Vi har eget køkken og madordning, og omkring kl. 11 spiser vi frokost. Vi har stort fokus på, at måltiderne skal være rare og hyggelige stunder, som styrker børnenes fællesskab, sprog og selvhjulpenhed. Derfor bruger vi måltiderne til at tale med hinanden, og børnene øver sig på at dække bord, øse mad op og spise selv.

Efter frokost er der lidt legetid, mens børnene løbende bliver skiftet og gjort klar til lur. De fleste børn sover middagslur efter frokost, men de mindste børn kan stadig have behov for to lure, og de bliver selvfølgelig puttet, når de har brug for det.

Eftermiddag

Ved 14-tiden er de fleste børn vågnet, og her spiser vi lidt eftermiddagsmad. Resten af eftermiddagen går med leg og forskellige aktiviteter enten indenfor eller ude på legepladsen.

Ved 16-tiden samler vi os på tværs af stuerne og er sammen enten i fællesrummet eller på legepladsen, indtil vi lukker kl. 17. Fredag lukker vi dog allerede kl. 16.