I Skattekisten værner vi om vores høje faglighed og vores gode arbejdsfællesskab, som vi alle bidrager til - både ledelse og medarbejdere. Vi er en lille institution, og det betyder, at vi kender hinanden godt, kender alle husets børn og har et tæt samarbejde på tværs af stuerne.
Fællesskab i fokus
Vores gode fællesskab strækker sig ud over det faglige, og vi har det også godt sammen socialt både på og uden for arbejdspladsen. Vi har indimellem sociale arrangementer, som selvfølgelig er helt frivillige - vi kan finde på at tage ud at bowle, holde strikke- og kreadag eller tage ud at spise. Vi har også en årlig sommerfest og julefrokost i personalegruppen, og så har vi nytårskur for alle medarbejdere og ledere i klyngen.
Vi har et stort fokus på at tage godt imod nye kollegaer, og hver gang evaluerer og justerer vi, hvordan vi bedst byder nye kollegaer velkomne og får dem introduceret til vores arbejdsfællesskab og pædagogiske praksis.
Faglig udvikling
Vi har stuemøder hver uge, som vi bruger på planlægning og forberedelse af det pædagogiske arbejde.
Vi har personalemøde hver måned, som vi bruger på fælles faglig udvikling af vores praksis. Her har vi fokus på at evaluere og justere vores praksis, og vi har hele tiden blik for, hvad der virker, og hvad vi kan forbedre for at skabe den bedste hverdag for den aktuelle børnegruppe. På den måde stiller vi løbende skarpt på vores praksis og forfiner den, hvor vi kan.
I klyngen har vi forskellige faglige netværk, som vores medarbejdere indgår i. Vi har bl.a. et sprognetværk og et netværk for faglige fyrtårne. På den måde får vi ny viden, inspiration og sparring fra de andre institutioner i klyngen.
I klyngen har vi desuden fokus på at dykke ned i den nyeste forskning og omsætte den i praksis ude på de enkelte stuer i alle institutioner. Vi har en årlig klyngelørdag, hvor vi inviterer eksterne oplægsholdere, nørder pædagogik og dykker ned i et fagligt tema sammen.