I Skattekisten har vi vores eget køkken, hvor vores køkkenmedarbejder hver dag laver alle de måltider, børnene spiser i løbet af en vuggestuedag.
Vi får velsmagende, varieret mad, og vi har Det Økologiske Spisemærke i guld - det betyder, at tæt på 100 % af vores råvarer er økologiske.
Vi får masser af grøntsager og grønne retter, men spiser også både kød og fisk. Hos os får børnene lov at smage på mange forskellige slags råvarer - vi kan sagtens finde på at servere blæksprutte eller muslinger. Vi har fokus på, at maden kan sanses med både hænder, øjne, næse og mund, og at den har forskellige smage og teksturer.
Hvis vi skal spise en ingrediens, børnene ikke kender så godt, så inviterer vores køkkenmedarbejder indimellem på besøg ude i køkkenet, så børnene kan få lov at se og høre om råvaren, inden den bliver tilberedt.
Dagens måltider
Vi tilbyder morgenmad til de børn, der kommer inden 7.45 og ikke har spist hjemmefra. Derudover får vi formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Vi har stort fokus på selvhjulpenhed under måltiderne, og børnene er derfor med til at dække bord, øse op og tage af igen, i det omfang de kan.
Derudover bruger vi tid på at skabe en rar og rolig atmosfære omkring måltiderne. Vi taler med børnene om, hvad vi har lavet om formiddagen, om den mad, vi spiser, og om, hvad børnene ellers byder ind med. Måltidet er en rigtig god anledning til at styrke både fællesskabet og børnenes sproglige udvikling.
Vi opfordrer børnene til at smage på nye ting og blive madmodige, men vi presser dem aldrig til at spise noget, de ikke har lyst til.
Nul-sukker-politik
I Skattekisten har vi en nul-sukker-politik. Det betyder, at vi ikke bruger sukker i maden til børnene. Vi får stadig bagværk og andre lækre sager, men de sødes med banan, æblemos eller anden frugt.
Når børnene skal dele ud til deres fødselsdag, opfordrer vi jer forældre til også at tænke i alternativer til slik og kage.
Vi har ganske få undtagelser til vores nul-sukker-politik: Vi får hjemmebagte fastelavnsboller til fastelavn, kanelsukker på risengrøden til jul og æbleskiver til vores årlige forældre-klippeklisterdag.
Særlige kosthensyn
Vi tager særlige kosthensyn såsom ønsker om vegetarisk kost, religiøse hensyn eller ved allergier. Allergier skal dokumenteres med lægeerklæring.