Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Ligesom hverdagen i vores vuggestue er genkendelig for både børn og voksne, så ønsker vi også, at året er bygget op om faste og genkendelige traditioner, som vi glæder os til år efter år.

Vores traditioner følger årets gang og de danske højtider. Vi har fokus på at skabe glæde, fællesskab og fysisk udfoldelse, når vi planlægger vores traditioner.

Barnets fødselsdag 

Barnets fødselsdag er en festdag, hvor fødselsdagsbarnet er i centrum. Vi hejser flagene fra morgenstunden, pynter op og bygger dagen op omkring sange og lege, der optager barnet. Børnene kan have noget med at dele ud, som lever op til vores nul-sukker-politik. Spørg gerne en medarbejder fra stuen, hvis I er i tvivl.

Barnets forældre må gerne deltage i fødselsdagen, ligesom I er velkomne til at invitere os hjem til fødselsdag.

Fastelavn

Til fastelavn slår vi katten af tønden, og børnene kan komme udklædte, hvis de har lyst.

Bedste-have-dag

I foråret har vi en havedag, hvor børnenes "bedster" kommer på besøg og har en blomst med, som de planter på legepladsen sammen med børnene. Det kan være en bedstemor, en bedste-onkel, en bedste-nabo eller en helt fjerde person, som barnet har en tæt relation til.

I løbet af foråret og sommeren er børnene med til at vande og passe planterne, og vi følger dem tæt og holder øje med, hvordan de gror.

Sommerfest

Til vores årlige sommerfest inviterer vi alle børnenes forældre og søskende til en hyggelig eftermiddag på vores legeplads. Her er der forskellige aktiviteter, som børnene kan deltage i sammen med jer forældre. Alle har desuden noget med til et fælles frugt- og kagebord.

Jul

I løbet af december inviterer vi forældre og søskende til juleklippeklister på stuerne, hvor vi laver juleklip og spiser æbleskiver.

Derudover holder vi julefrokost for børnene, hvor vi gør lidt særligt ud af frokosten og spiser dejlig julemad. De ældste børn holder julefrokosten sammen i vores fællesrum, mens de øvrige børn holder julefrokost ude på stuerne.